Moskva og Skt. Petersborg

7 dage fra kr. 9.599
 

   
Dagsprogram
Dag 1 - Ankomst til Moskva (A) 
Vi flyver fra Danmark til Moskva. Ved ankomsten møder vi vores rejseleder og kører til indkvartering på hotellet. Herefter er dagen er er til fri dispostion, inden aftensmaden på hotellet.

Dag 2 – Byrundtur og Novodevichy Klostret (M, F, A)
I dag skal vi på byrundtur i Moskva. Undervejs ser vi adskillige seværdigheder bl.a. byens hovedgade Tverskaja samt Moskva floden med kajerne og den fine udsigt til Kreml. På ruten ligger Pushkin Kunstmuseum samt den enorme Frelser Katedral, som Stalin beordrede sprængt bort. Vi ser også Stalins “lagkageskyskraber“ fra 50’erne. Men mest tid bruger vi på Novodevichy Klostret. Det blev grundlagt for næsten 500 år siden af Ivan den Grusomme. Senere brugte Peter den Store klostret som fængsel for hans søster Sophia. I dag lever nonnerne et stille liv bag de tykke mure, og stedet er kommet på Unesco´s kulturarvsliste. Der er mange smukke kirker med farvestrålende kupler i overstørrelse. I andre bygninger gemmer sig en imponerende ikonsamling. Klostret har gennem tiden spillet en stor rolle for både Moskva og hele landet. Uden for murene ligger en kirkegård, hvor en lang række kendte russere ligger begravet. Herefter skal vi ud og køre med Metro, for også at opleve den rige udsmykning, som gemmer sig på stationerne under jorden. Nogle af stationerne er på Stalins ordre opført som rene paladser til folket. Eftermiddagen
er til fri disposition.

Dag 3 -  Moskvas skatte og togrejse til Skt. Petersborg (M, F, A)
Flere af Moskvas kendte og imponerende seværdigheder er på dagens program. En af verdens mest berømte pladser er Den Røde Plads også kaldet Den Smukke Plads, som vi kender fra talrige militærparader. Pladsen omkrandses af Lenin Mausolæet og Kreml med Ivan Klokketårnet, varehuset GUM, Kasan Katedralen og den enestående Vasilij Katedral med de smukke løgkupler i karakteristiske mønstre og farver. Vi skal også besøge Rustkammeret. Det er et af verdens største kulturelle skatkamre. Vi spiser frokosten på en restaurant i byen, inden vi fortsætter mod banegården for at tage højhastighedstoget “Sapsan“ til Skt. Petersborg. Togturen tager ca. 4 timer, og vi får her et godt indtryk af de landlige omgivelser udenfor storbyerne. Vi ankommer til Skt. Petersborg og kører direkte til hotellet for indkvartering, hvorefter vi nyder en aftenbuffet på hotellet.

Dag 4 –  Skt. Petersborg, byrundtur og Peter - Paul fæstningen (M, F, A)
Vi tager hul på dagens program og lægger ud med et besøg i den mægtige Peter-Paul fæstning, som er anlagt på en lille ø i Nevafloden. I Peter-Paul Katedralen er mange russiske zarer begravet. En af dem er byens grundlægger, Peter den Store. For 5 år siden blev den danske Dronning Dagmar genbegravet her ved siden af hendes elskede gemal, Zar Aleksander den 3. Byrundturen fortsætter til flere af de bygningsværker, der gjorde Skt. Petersborg til et verdensberømt arkitekturhistorisk museum bl.a. Admiralitetet, Blodskirken, byens hovedgade Nevskij Prospekt og Isaak Katedralen. Isaak Katedralen er kendt for sin enorme 101 m høje guldkuppel og har plads til ikke færre end 14.000 besøgende. Vi spiser frokost på en lokal restaurant, og har derefter eftermiddagen til fri disposition.

Dag 5 –  Peterhof eller Pushkin og Eremitagen (M, F, A)
I maj og september besøger vi Peterhof. Peter den Store ville have et slot, der kunne måle sig med Versailles. Han byggede det ud til Finske Bugten som sommerpalads i udkanten af Skt. Petersborg. Slotsanlægget rummer Store Palads med en imponerende facade, Lille Palads, mange palæer og et væld af springvand, fontæner og kanaler. En overdådighed uden lige. I april og oktober bytter vi om på dag 5 og 6. Her går turen til Katarina Slottet i Pushkin, en af zarernes sommerresidenser. Slottet regnes for et af de fineste eksempler på russisk barok med porcelænsblå mure. Et unikt gemak af rav har gjort slottet berømt. Paladset er omgivet af en stor park med kinesiske lysthuse, marmorstatuer og kunstige søer. Efter frokost kører vi videre til et af turens højdepunkter - Eremitagen. Bygningen alene er imponerende med 400 udstillingssale, der rummer mere end 15.000 malerier, 12.000 skulpturer, grafiske arbejder, adskillige mønter og medaljer. Blandt kunstnerne tæller mestre som Raphael, Leonardo da Vinci, Rembrandt, de store franske impressionister og mange flere. Hertil kommer hele Eremitage kompleksets rige og enestående udsmykning.

Dag 6 – Fridag (M, A) 
Dagen er til fri disposition. Vores rejseleder giver gerne gode idéer til udflugter eller besøg i og omkring byen
.

Dag 7 – Hjemrejse (M)
Efter morgenmaden er der tid på egen hånd, inden vi skal checke ud fra hotellet og vi køre til lufthavnen i Skt. Petersborg. Vi tager afsked med vores lokale guide og flyver tilbage til Danmark.