Dag 1 - Ankomst Zagreb (M)
Vi flyver fra Danmark til hovedstaden Zagreb, hvor vi møder vores rejseleder. Straks efter ankomsten kører vi en kort byrundtur med et ophold i den historiske bymidte. Herefter kører vi gennem smukke landskaber på vejen mod Adriaterhavet og Kvarnerbugten. Med en pause undervejs når vi hen mod aften frem til indkvartering og aftensmad på vores hotel ved Njivice.
Dag 2 – Øen Krk og vinsmagning i Vrbnik (M, A)
Efter tidlig morgenmad skal vi opleve Kroatiens største og mest besøgte ø, "den gyldne ø". Et paradis af lange strande og en historie, hvor middelalderen har sat sine tydelige spor med små snoede gader og pittoreske torve og fæstningsmure. Vi skal på rundvisning i hovedbyen Krks smukke gamle bydel, og der er tid til en kop kaffe på havnepromenaden, inden turen går videre til Punat, hvorfra vi sejler ud til klosterøen Kosljun. Her skal vi se franciskanerklostret, der blev anlagt i det 12. århundrede. Klosteret er stadig beboet, og de fire Franciskanermunke står for alle opgaver på øen. I den charmerende by Vrbnik inviterer et vinhus på smagning af lokal skinke og ost, ledsaget af stedets vine, som f.eks. den unikke Vrbnicka Zlahtina. Aftensmad på hotellet.
Dag 3 - Øerne Cres og Losinj (M, A)
Vi kører fra Njivice til Valbiska, hvor vi tager færgen til Merag på den stenede naboø Cres. Her, hvor venetianerne herskede i næsten 750 år og har efterladt deres tydelige spor, kører vi en flot panoramatur ned mod sydenden af øen. Undervejs oplever vi en perlerække af fantastiske landskaber. Den robuste ø gør det svært for folk at finde arbejde, så mange af landsbyerne på Cres er helt øde. Kanalen, der adskiller Cres fra øen Losinj, er kun 9 m bred. Losinj er bl.a. kendt for sit delfinreservat. Vi tager på rundvisning i byen Mali Losinj og nyder en vidunderlig spadseretur langs den smukke havnepromenade. Der er god tid på egen hånd, og promenaden byder på mange gode frokoststeder. På vej tilbage mod færgen holder vi en fotopause ved kanalen mellem Losinj og Cres. Aftensmad på hotel ved Njivice.
Dag 4 – Jablanac og øen Rab (M, A)
Efter tidlig morgenmad forlader vi hotellet og bruger en del af dagen på en flot køretur langs kysten til Jablanac. Undervejs er der tid til fotopauser og en kaffepause i den hyggelige by Senj. I Jablanac tager vi med færgen til øen Rab, som er en populær badeø med ca. 9000 indbyggere på 94 km2 og en 2000 år gammel hovedstad. Vi starter opholdet med en panoramatur rundt på øen. Flotte landskaber og fantastiske badestrande med azurblåt vand. Ikke for ingenting siges det, at Rab er den smukkeste af de fire øer i Kvarner bugten, og også derfor har mange kunstnere valgt at have atelier på den charmerende ø. På turen besøger vi bl.a. en gammel italiensk koncentrationslejr fra 2. verdenskrig, og et kloster beboet af bare én munk. Der bliver også tid til en spadseretur langs vandet, inden vi er fremme ved vores hotel. Senere mødes vi til en times rundvisning i Rabs gamle bydel – her får vi både historien, anekdoterne og noget om nutidens dagligdag. Vi slutter af med en aperitif og middag på hotellet..
Dag 5 – Fridag på øen Rab (M, A)
I dag er “fridag” - slap af ved poolen, tag på tur med en af bådene i havnen eller kør med vores bus til strandene ved Lopar. Her er der bademuligheder, caféer og barer og mulighed for en vandretur.
Dag 6 – Plitvice nationalpark (M, A)
Vi siger farvel til øhavet, og via Senj kører vi til Plitvice nationalpark. Undervejs får vi også et indtryk af krigene i halvfemserne. Plitvice-parken har 16 søer forbundet med hinanden af vandfald. Et fænomen, der er så enestående og unikt, at det kom på UNESCO’s Verdensarvliste i 1979. Vi kommer rundt i de vidunderlige naturscenerier i Kroatiens ældste nationalpark til fods, med ”minitog” og med båd. Indkvartering og aftensmad på hotel i Plitvice området.
Dag 7 – Ljubljana og byrundtur (M, A)
Efter morgenmaden går turen mod den slovenske grænse ved Rijeka og grotterne i Postojna. Det 2 millioner år gamle og 27 km lange system af underjordiske gange og huler er nogle af de lettest tilgængelige grotter i verden. En tur gennem gangene i elektrisk tog bliver efterfulgt af en gåtur gennem en serie af grotter med drypsten. Denne underjordiske verden er hjem for unikke arter af dyreliv, bl.a. den “menneskelige fisk“, som vi får lejlighed til at se. Efter besøget kører vi til Sloveniens smukke hovedstad, Ljubljana. Her tager vi på rundvisning i byens vidunderlige blanding
af europæisk arkitektur, hvor barok og art nouveau går smukt hånd i hånd. Vi oplever den gamle bydel med de små brostensbelagte gader og pittoreske huse, slentrer langs kolonnaden skabt af Jose Plecna, og har man lyst, kan man tage tovbanen op til Ljubljanaslottet og den fantastiske udsigt over byen. Byen bærer tydeligt præg af at være Sloveniens politiske og kulturelle centrum, og hovedsæde for den romersk-katolske ærkebiskop. Syd for broen Sentjaklobski finder vi Ljubljana-terrassen, der er et yndet mødested i weekenden. Indkvartering og aftensmad på
hotel i Ljubljana området.
Dag 8 – Hjemrejse Zagreb (M)
Vi kører over grænsen til Kroatien. Inden vi flyver tilbage til Danmark, tager vi en kort byrundtur i Zagreb og et ophold i den historiske bymidte. |