Dag 1 - Ankomst Montecatini Terme
Vi flyver fra Danmark til Pisa, og ankommer sidst på aftenen. Efter ankomst køres direkte til hotellet for indkvartering.
Dag 2 – Montecatini Terme og besøg på olivengård (M, A)
Vi tager på en introducerende bytur i Montecatini, “vores by”. Byen er beliggende i Valdinievole, midtvejs mellem Firenze og Middelhavet, omkranset af bløde toscanske bakker og verdensberømt for sine kursteder og helbredende kilder, som stammer helt tilbage fra 1400-tallet. Vi skal opleve byens hovedgade Corso Matteoti, som er byens ubestridte mekka for “shopaholics” med sine mange fine butikker. På byens centrale plads, Piazza Popolo, ser vi den nye og utraditionelle kirke Santa Maria Assunta, inden vi ad Via Verdi passerer byens rådhus og går ind i den store kurbadspark “Il Parco delle Terme”. Parken er byens grønne åndehul, og her finder vi de fleste af byens 9 kurbade, bl.a. det enestående og smukke “Tettucio”, hvor der ofte opføres musik sommeren igennem. Vi slutter den lille byvandring i det lille charmerende markedsområde, hvor der er mulighed for at gøre en god handel. Der vil også blive arrangeret tur med den fine gamle kabelbane fra 1898. De små røde togvogne fører os op i 299 m. højde til den gamle bydel Montecatini Alto. Fra den pittoreske gamle bydel er der en fabelagtig udsigt ud over Montecatini og det omkringliggende landskab. Midt i den lille by finder vi det charmerende torv omkranset af små cafeer, som byder på kølig hvidvin og hed espresso - her nyder vi for alvor livet på toscansk!
Om eftermiddagen gæster vi danskfødte Tine og hendes mand Mario på deres agriturismo Villa Stabbia få km uden for Montecatini. Villa Stabbia er en smuk gammel klassisk toscansk landejendom, beliggende i den mest vidunderlige natur, omgivet af olivenlunde og marker. Ejendommen drives med produktion af olivenolie af flere generationer på begge familiers side. Mario vil indvie os i olivenoliens spændende verden, og Tine byder på toscanske lækkerier, hvor husets olivenolie indgår. Aftensmad på hotellet.
Dag 3 - Lucca og middag på agriturismo (M, A)
Vi kører til nabobyen Lucca, hvor den historiske bydel ligger gemt bag Italiens mest velbevarede og smukkeste renæssancefæstningsværk. Her er bl.a. komponisten Puccini født. Vi går igennem en af de gamle indgange i det 4,2 km imponerende fæstningsværk, hører dets historie og går så ind i byen og får allerede her den første åbenlyse forståelse for, hvorfor byens borgere omtaler den som “simpatico - molto simpatico“. En “cykelby“ med en stort set bilfri bykerne, der veksler mellem smalle stræder og travle handelsgågader, åbne og lyse pladser som Piazza Giglio og Napoleone, vidunderlige kirker og paladser. Det er tydeligvis en by, hvor borgere og gæster nyder livet. At byen har været en romersk garnision ser vi på den smukke Piazza Anfiteatro og ved kirken San Michele in Foro, anlagt på det gamle romerske forum. I kirken San Frediano fra 1200-tallet skal vi se den berømte Fonte Lustrale, høre den smukke og bevægende fortælling om Zita Lombardi. Formange er højdepunktet denne dag domkirken San Martino med byens ubestridte religiøse klenodie “Volto Santo“. Denne aften er vi inviteret til middag på et agriturismo, smukt beliggende, omgivet af olivenlunde og med en fantastisk udsigt. Vi nyder veltillavet aftensmad med typisk lokale retter. En rigtig hyggelig aften med musik under middagen.
Dag 4 - Firenze (M, A)
Dagen er afsat til besøg i Toscanas hovedstad Firenze. En smuk legende fortæller, at byen er opkaldt efter de store sletter med blomster, der tidligere lå, hvor denne fantastiske by nu er. Byvandringen igennem denne vidunderlige by med det historiske centrum bringer os forbi de absolut største seværdigheder som Santa Croce med Dantestatuen foran og Mediciernes familiekirke San Lorenzo, hvor danske Niels Steensen ligger begravet. Kirken er pittoresk beliggende ved det gamle lædermarked. Vi ser naturligvis den storslåede og imponerende trefarvede domkirke med Brunelleschis betagende og svimlende store kuppel, campanilen og det ottekantede dåbskapel med bronzedørene. På Piazza Republica ser vi monumentet for byens status som hovedstad for det gamle kongedømme. Pladsen er beliggende ved siden af “Det Nye Marked” med grisen Porcellino, som H.C. Andersen omtaler i sin fortælling “En Digters Bazar“, og vi passerer henover byens verdslige centrum, den store Piazza Signoria med Palazzo Vecchio og Davidstatuen, og kommer naturligvis forbi det verdensberømte Uffizigalleri og intet besøg i Firenze er fuldendt, før vi ser den smukke gamle guldsmedebro Ponte Vecchio. Besøget i Firenze slutter på Piazza Michelangelo, med en enestående udsigt. Aftensmad på hotellet.
Dag 5 - Siena og San Gimignano (M, A)
Italien har utallige middelalderbyer, men kun Toscana har en by som Siena, smuk og sansepirrende er denne enestående perle af en middelalderby, der er placeret i kuperet terræn på tre bakker. Byens historie starter for alvor i 1100-tallet, hvor byen grundlægges som bystat, og befolkningen tager magten fra kirken. Herefter udvikler byen sig til at være en af Europas største og mest velhavende middelalderbyer. Vores oplevelser i den historiske bydel starter allerede, når vi står af bussen ved det store Fortezza Medicea, delvist bygget af byens oprindelige tårne. Under vores vandretur igennem byens autentiske middelaldermiljø, ser vi byens store seværdigheder, Domenicokirken, huset hvor Sienas, det samlede Italiens og det samlede Europas skytshelgen Catharina Benincasa, boede, de gamle bankgader med Loggia Mercanzia og “bekymringens kryds“, inden vi når frem til Italiens smukkeste plads, Il Campo, formet som en muslingeskal, hvor det berømte og dramatiske hestevæddeløb Il Palio afholdes to gange om året. På pladsen kan vi også se byens rådhus, som gav Martin Nyrop inspiration til Københavns rådhus. Ad byens hovedgade når vi frem til domkirken, et af byturens absolutte højdepunkter. På tilbagevejen drejer vi af for at besøge byen med de mange tårne “belle torri“ - middelalderperlen San Gimignano. Vi nærmer os byen ad landevejen, der snor sig gennem klassisk toscansk landskab med oliventræer, vinmarker og cypresser. Byen havde stor betydning i middelalderen pga. beliggenheden ved pilgrimsvejen Via Francigena fra Nordeuropa til Rom. San Gimignano har en af Toscanas mest storslåede profiler med sin nærmest eventyrlige placering på en bakketop, hvor 14 af oprindeligt 72 tårne stræber mod den toscanske himmel. Vi går en tur gennem denne nærmest kulisseagtige, men autentiske, middelalderscene, smager måske et glas af den lokale hvidvin lavet på Vernacciadruen eller et bæger is fra en af byens verdensberømte isbutikker. Aftensmad på hotellet.
På rejsens dag 6 og 7 er dagene i Montecatini Terme til fri disposition på egen hånd. Her kan du shoppe, tage kurbad, gå på marked, besøge Montecatinis gamle bydel Montecatini Alto, Pistoria & San Giuliano Terme. Du kan også tage med rejselederen på en skøn 2 dages udflugt til Piombino med besøg i Volterra og på Napolens ø Elba på rejsens dag 6 og 7 - pris kun 500 kr.
Dag 6 - Volterra, Alabaster og Piombino (M, A)
Efter morgenmaden siger vi farvel til Montecatini og kører sydpå igennem det typiske toscanske landskab til den højtbeliggende og smukke by Volterra, omgivet af klassisk toscansk landskab og med et historisk centrum præget af såvel middelalder som renæssance, med fine små charmerende snørklede gader, spændende butikker og gode cafeer og restauranter. Byen er kendt for sin alabasterproduktion, så vi har naturligvis arrangeret besøg hos en af byens producenter for at blive indviet i, hvordan de bearbejder alabasteren til flotte kunstgenstande. Sidst på eftermiddagen når vi vores hotel, som ligger i byen Piombino. Aftensmad på hotellet.
Dag 7 - Elba, Middelhavet og Napoleons Hus (M, A)
En dag med sejltur på Middelhavet og flotte naturoplevelser venter os. Efter morgenmaden tager vi færgen fra Piombino til Elbas hovedstad Portoferraio, og der venter os en skøn sejltur på ca. en time til den smukke ø. Undervejs kan vi nyde udsigten til fastlandet og Elba, som vi passerer ganske tæt. Straks efter ankomsten begiver vi os af sted i vores bus til de første oplevelser i Villa Dei Mulini, hvor vi skal besøge et af Napoleons huse. Herefter kører vi tværs over øen til en af de små charmerende byer ved kysten for at holde frokostpause i “vandkanten”. For fiskespisere er Elba et slaraffenland med friske fisk og herlige skaldyr hentet direkte fra havet omkring øen. Prøv f.eks. den lokale fiskesuppe Cacciuco med et glas kølig hvid Elba Procanico. Der er naturligvis også mange fine retter til ikke-fiskespisere Efter besøget kører vi en lille panoramatur, hvor vi oplever øens vidunderlige og mangfoldige natur, og vi holder et sted undervejs for at tage flotte panoramabilleder. Elbas natur er så mangfoldig, at øen er et eftertragtet rejsemål for botanikere. Øen veksler mellem svimlende højder, bløde bakker, dale og engstrækninger, hvor frodigheden igen og igen springer en i øjnene. Sidst på eftermiddagen sejler vi tilbage til Piombino. Aftensmad på hotellet.
Dag 8 - Det skæve tårn i Pisa og hjemrejse (M)
Efter morgenmaden kører vi til Pisa og oplever Campo Miracoli “Mirakelmarken“. Det er næsten et mirakel at se de smukke bygninger stå side om side: domkirken, dåbskapellet, kirkegårdsbygningen og så klokketårnet det skæve tårn. Den store oplevelse er naturligvis det skæve tårn, men ikke kun tårnet hælder, også domkirken og dåbskapellet hælder i større eller mindre grad. Efter et mangeårigt og kostbart renoveringsarbejde er det igen muligt at gå op af de 294 skæve trin til toppen i 55 m højde, hvorfra der er en vidunderlig udsigt. Tid på egen hånd inden vi, sidst på dagen, kører mod lufthavnen for at flyve til Danmark.