Toscana og Umbrien

7 dage fra kr. 7.999
 

   
Dagsprogram
Dag 1 - Ankomst Chianciano Terme (A)
Efter ankomst til lufthavnen i Rom kører vi via regionerne Lazio og Umbrien til det sydlige Toscana til Grand Boston Hotel i den fine gamle kurby Chianciano Terme. Her er stort set alt inkluderet. Alle måltider med drikkevarer og yderligere 5 kuponer pr. dag til kaffe, te, øl, vand, vin eller hvad, man har lyst til.

Dag 2 – Udflugter til Montepulciano og Pienza (M, F, A)
Vi starter med at besøge pittoreske og charmerende Pienza, beliggende i bølgende og blændende smukt toscansk landskab ved Orciadalen. Byen er atypisk for området, fordi den er jævn at færdes i og omtales ofte som ”den ideale og utopiske by” pga. grundlæggerens, Pave Pius II, tanker om en by, hvor det gode og civiliserede liv kunne leves. Scener i den danske serie Bryggeren er optaget i byen - og byen er naturligvis på UNESCOs verdensarvsliste. Vi oplever de enestående renæssancepaladser og smager naturligvis også på byens berømte pecorino-ost, som findes i rigelige mængder i byens butikker. Dagen fortsætter i Montepulciano, blot 10 km fra Chianciano - en af Toscanas højest og smukkest beliggende middelalderbyer, bygget på en smal vulkansk højderyg med en storslået udsigt over landskabet. Hovedgaden Via Gracciano del Corso bugter sig opad og opad, omkranset af små snurrige middelaldergader mod Piazza Grande, der er byens centrum og højdepunkt. Et besøg i en af Toscanas mest berømte vinbyer og vinområder inkluderer naturligvis smagning hos en af områdets gode producenter af den berømte Vino Nobile di Montepulciano.

Dag 3 - Perugia og Perugina chokolade (M, F, A)
Perugia synes nærmest at brede sig uendeligt ud over den 500 m høje bakke, byen har ligget på i nu mere end 2500 år. Vi søger op i højderne, ind bag de gamle bymure og ind i det vidunderlige gamle middelaldercentrum ”centro storico”. Her er stort set alle bygninger, broer, ækvadukter og paladser fornemme vidnesbyrd om byens storslåede historie. Grundlagt af en lokal befolkning kaldet umbriere – udviklet af etruskerne og romerne, og på fornemste vis fuldendt af aristokratiet og håndværkerlaugene i middelalderen. Byens bankende hjerte er den fornemme plads Piazza IV Novembre, og byens hovedstrøg Corso Vanucci med de arkitektoniske mesterværker Fontana Maggiore, det prægtige Palazzo Priori med Collegia del Cambio og den smukke katedral San Lorenzo. Vi går på opdagelse i smalle og dunkle gyder og stræder, gamle ækvadukter og brønde samt ikke mindst etruskernes indgangsportal til byen. Siden år 1993 har byen lagt gader og stræder til en af Italiens mest betydningsfulde festivaler for chokolade. Vi slutter besøget i en af Umbriens flotteste byer med et besøg hos en af byens dygtigste chokoladeproducenter. Sen frokost på hotellet, og resten af dagen fri til at slappe af og nyde omgivelserne.

Dag 4 - Orvieto inkl. den underjordiske by (M, F, A)
I dag går turen til den smukke gamle paveby Orvieto, der er et absolut ubetinget must, når man gæster Umbrien. Orvieto har været beboet i mere end 3000 år og havde sin storhedstid i middelalderen, hvor mange paver søgte beskyttelse i byen. Midt i byen knejser en af Italiens største og smukkeste domkirker - hvilken facade! Byens borgere betalte til dens opførelse i næsten 300 år, inden den stod færdig i ca. år 1600. Vores besøg i Orvieto inkluderer oplevelser såvel under som over jorden! Vi kaster os ud i en af turens mere spektakulære oplevelser - et besøg i Citta Sotterranea, underjordiske Orvieto. En uforglemmelig tur, hvor vi føres ind under, og ind i, et udsnit af byens nærmest utallige udgravninger til opbevaring af fødevarer, brønde i op til 80 m dybde, underjordiske olivenpresser, vandcisterner og dueslag samt ikke mindst kældre, hvor familier i århundreder har opbevaret byens gode vin. Udgravningerne blev påbegyndt af etruskerne og har stået på i en periode på næsten 2000 år. Inden vi forlader Orvieto skal vi også en tur ned i byens ”rundetårn” - Sct. Patricius brønd, der, som navnet antyder, er gravet ned i jorden. En fabelagtig dobbelt spiraltrappe fører os med sine 248 trin og 70 lysåbninger 62 m ned til bunden af brønden. Igen i dag er vi tilbage på hotellet til en sen frokost, og har den resterende del af dagen fri.

Dag 5 - Montalcino med Brunellovin og toscansk landskab (M, F, A)
Formiddagen er fri til en spadseretur eller hygge på hotellet, inden vi efter frokosten drager afsted på tur igen. En smuk køretur igennem fornemt klassisk toscansk landskab med vinmarker, bølgende kornmarker, cypresser og pinjetræer bringer os til den berømte vinby Montalcino, kendt for den berømte Brunellovin. Vi går en lille tur i ”verdensberømt-heden” hvor den gamle fæstning fra 1300- tallet er det ubestridte midtpunkt. For få år siden var Montalcino en af områdets tilbagestående og fattige byer, men så fik verden smag for områdets gode vine og siden har alt været forandret. Vi skal naturligvis smage de berømte vine og kører lidt uden for Montalcino, hvor vi gæster en af områdets gode producenter, som byder på smagsprøver.

Dag 6 - Assisi med Basilica di San Francesco og Santa Maria degli Angeli (M, F, A)
I dag drager vi på en længere udflugt, og da vi ikke kommer tilbage til hotellet til frokost, får vi madpakker og drikkevarer med til turen. Allerede når man nærmer sig Assisi ad sletten, får man fornemmelsen for hvilke storslåede, smukke og bevægende oplevelser, der venter i byen. Basilica di San Francesco er bygget på en stor naturskabt platform, og indvendigt åbenbares en nærmest overvældende og fortryllende skønhed i et arkitektonisk mesterværk af en dobbelt kirke, udsmykket af kunstnere som Giotto, Cimabue og Loremzetti. Kirken er naturligvis på UNESCOs verdensarvsliste. Assisi er sammen med Vatikanstaten det mest betydningsfulde religiøse centrum i Italien - en status som skyldes Frans af Assisi, skaberen af Franciskanerordenen og det enestående bygningsværks omdrejningspunkt. Den danske forfatter Johannes Jørgensen skrev en bog om Den hellige Frans og boede i byen fra 1915-1952 i gaden, der nu er opkaldt efter ham: Via Giovanni Joergensen. Johannes Jørgensen er desuden blevet æresborger i Assisi. Der bliver lidt tid i byen, inden vi skal opleve den betagende kirke Santa Maria degli Angeli, bygget over franciskanerordenens to største helligdomme - det lille kapel Porziuncola, hvor Frans mødtes med sine første følgesvende, samt Transitokapellet, hvor han døde på gulvet som 45-årig. Desuden var det her Clara, som stiftede den kvindelige del Clarisserne, sluttede sig til bevægelsen.

Dag 7 - Monteriggioni og hjemrejse (M, F)
Tiden er kommet til at sige farvel til storslåede oplevelser i Toscana. Vi forlader hotellet efter en tidlig frokost, og kører til den lille pittoreske borgby Monteriggioni i 200 m højde. Byen byder på klassisk midtitaliensk middelaldermiljø med autentiske bymure og et bymiljø, som oser af stemning. Sidst på dagen flyver vi fra Pisa til Danmark.