|
Dagsprogram
Dag 1
Efter endt busopsamling kører vi til Københavns Lufthavn, hvorfra vi flyver til Dublin kl. 08.25. Efter ankomst til Dublin lufthavn kører vi i bus de ca. 200 km direkte til byen Limerick, der med sin centrale placering er et godt udgangspunkt for vore udflugter. Byen med 60.000 indbyggere er beliggende ved Shannonflodens munding og er fyldt med huse i georgiansk stil og forretninger. Indkvartering og aftensmad på hotellet.
Dag 2
Shannonbugten er det foretrukne farvand for bottlenose-delfiner. Fra Carringaholt sejler vi ud, og hvis alt går som det plejer, er vi snart i selskab med de enestående dyr. Undervejs fortælles om delfinerne, og der bliver mulighed for at høre deres lyde via en hydrofon. Delfinturen kan kun blive gennemført, hvis vejret tillader det. Vi kører tilbage til Limerick, hvor eftermiddagen kan bruges til at gå på opdagelse i byen. Om aftenen rejser vi tilbage i tiden. Vi er inviteret til banket på Bunratty Castle, der blev bygget i det 15. århundrede af jarlen af Thomond, der var kendt for sin gæstfrihed. Denne tradition videreføres, og banketten, der består af middelaldermad og mead (honningvin fremstillet efter gammel opskrift), ledsages af harpespil og hofnarrens kunster.
Dag 3
En heldagsudflugt i en uspoleret natur på Irlands yderste vestspids. Vi starter i byen Castlemaine og kører langs sydsiden af halvøen, hvor klimaet er så mildt, at der gror blomstrende hække af fuchsia ved vejene. Vi holder ved Inch Strand, hvor flere film blev optaget, bl.a. 'Ryans Datter' i 1970. Bagefter følger vi 'Slea Head Drive', en rundtur som er rig på fortidsminder om Irlands kultur, historie og arkæologi. Vi besøger Blasket Center ved Dunquin, et museum til minde om livet på Blasketøerne, som rejser sig fra Atlanterhavet få kilometer fra kysten. Øgruppen har fostret flere af Irlands kendte musikere og forfattere. Her spiser vi frokost (for egen regning) med udsigt over havet. Gallerus Oratory, Irlands bedst bevarede tidlige kristne kirke, bliver vores næste stop. Kirken blev bygget af flade sten uden brug af mørtel, en teknik kendt fra stenalderens gravbyggere. Turen fortsætter til hovedbyen Dingle, et fiskerleje kendt for kunsthåndværk og musik. Her bliver det gæliske sprog talt hver dag, så det gælder om at spidse ører. Havnen er et besøg værd, og vi har tid til at udforske byen. Vi fortsætter turen til Camp på nordkysten, og via Tralee vender vi tilbage til Limerick og til aftensmad på hotellet.
Dag 4
Efter morgenmaden sætter vi kursen mod nord og grevskabet Clare. Vores første mål er de gigantiske Cliffs of Moher. På klippernes højeste punkt er der en fremragende udsigt. Man kan på gode dage se til Aran-øerne. Videre gennem hyggelige små byer til The Burren, et goldt bakket område på ca. 260 km2 Her er der hverken træer eller overfladevand, men derimod en sjælden flora, som skyder op mellem klipperne. Under overfladen eksisterer en helt anden verden af grotter, vandløb og søer, som vi skal opleve i Ailweegrotten, der blev dannet af smeltevand for millioner af år siden og først blev opdaget af en lokal hyrde i 1943. Frokosten kan købes i grottens restaurant. Prøv de lækre bagte kartofler med fyld eller friskbagt chokoladekage.
Vi returnerer til vores hotel og til aftensmad.
Dag 5
Efter morgenmaden kører vi mod Foynes, som er en lille by i Limerick området, som til gengæld råder over en betydelig havn. Vi besøger desuden Flying Boat museum. Da det var fra Foynes, at de første passagerflyruter fløj over Atlanten i 1930'erne og 1940'erne og museet giver et detaljeret indblik i flyvebåden. Fra Foynes kører vi videre mod Adare, hvor der vil blive tid på egen hånd. Adare er en lille hyggelig by med små hyggelige huse, smukke haver og flotte middelalder kirker. Inden vi kører tilbage til Limerick, besøger vi Lough Gur Visitor Centre, som fortæller historien om de første landmænd før kelternes tid, der drev landbrug i den fredelige dal. Aftensmad på hotellet.
Dag 6
Vi begiver os mod dejlige Dublin. På byrundturen skal vi bla. se Bank of Ireland, Dublin Castle, Trinity College, præsidentboligen, Phoenix Park, byens to domkirker og smukke pladser. Naturligvis besøger vi også det farverige kvarter Temple Bar, der domineres af pubber, restauranter, gallerier, kunsthåndværk og antikvitetsforretninger. Aftensmad for egen regning.
Dag 7
Dagen er på egen hånd. Indkøb kan foretages i gågaden Grafton Street, der bugner af forretninger. Man kan også tilbringe mange timer i Dublins kulturelle område, Temple Bar. Aftensmad for egen regning.
Dag 8
E Vi flyver fra Dublin kl. 10.10 og lander i Københavns Lufthavn kl. 13.20. Bus retur til aftalte steder.
|