|
Dagsprogram
Dag 1 - Nordkap (A)
Afrejse fra København Lufthavn via Oslo mod Lakselv i Finmarken i det nordlige Norge. Dagens mål er øen Magerøya– øen med Nordkap. Vi skal overnatte i hovedbyen Honningsvaag eller et af de små maleriske fiskerlejer tæt på Norges og dermed det Europæiske fastlands nordligste punkt. Turen hertil går langs Porsangerfjorden i et smukt landskab med store vidder, høje fjelde og mange renflokke. Sidste stykke kører vi gennem den undersøiske tunnel til Magerøya. Der bliver tid til et ophold i Honningsvaag, der er en af Finnmarks største fiskerihavne. Hurtigruten lægger til her, der er et lille fint museum, en trækirke, som overlevede krigen, og flere spisesteder.
Efter indkvartering skal vi allerede første aften opleve et af turens højdepunkter, idet vi før midnat kører den korte vej til Nordkap, der ligger 370 m over havet, for at opleve midnatssolen. Vejret skifter ofte og kan bringe alt fra sol til tåge, regn og blæst, men det har man rådet bod på ved at banke på hos de underjordiske og lavet et enormt anlæg - Nordkapp-hallen - inde i fjeldet. Her kan man lunt og tørt nyde udsigten og i tillæg i Videografen se Ivo Caprinos film „Nordkaps 4 årstider“. Filmen er optaget på det fascinerende sted. Der er lyst døgnet rundt, solen går ikke ned, så det er svært at kende forskel på nat og dag. Sent på aftenen/natten er vi tilbage på hotellet.
Dag 2 - Nordkap, Alta, lakseelve, helleristninger og rener (M,A)
Igen i dag skal vi på Nordkap eller til et af de små fiskevær (fiskesamfund) på Nordkapøen. Herfra kører vi sydpå og ud i samernes land ad en af de smukkeste ruter i Norge. Der er ikke meget mere end 200 km gennem et højtliggende og øjensynligt næsten øde lyngklædt fjeldområde med små forkrøblede birketræer. Her lever samerne med deres renflokke, og de har aldrig langt til græsningssteder ved de norske fjorde og på øerne i den forrevne skærgård. I dag skal vi nå til området ved Alta. Byen er berømt for lakseelvene og for helleristninger. Feltet med helleristningerne er Europas største, og de er ristet ind i fjeldet for mellem 2000 og 6000 år siden. Så længe har der altså været mennesker på stedet. I dag er egnen det tættest befolkede område i Finnmark.
Dag 3 - Kvænangsfjeldet og Tromsø (M,A)
Dagen byder på afvekslende natur. Turen i dag til Tromsø følger fjordene. Snart kører vi få meter over havet og gennem frodige bygder og aktive fiskerlejer. Andre gange kører vi over højfjeldet så højt oppe, at der ikke kan vokse træer. Her er der god chance for at se rener. Hele tiden har vi udsigt over fjordene – i klart vejr helt ud til Ishavet og Norskehavet, så vi er højt mod nord. Et af de længste stop gør vi højt over Kvænangsfjorden på Gildetun, hvor der er mulighed for at købe bl.a. kaffe og kage. Vi følger stadig fjordenes bugtninger, hører historien om det tyske krigsskib Tirpitz endeligt i Kåfjord og når frem til dagens mål. Tromsø, porten til Ishavet eller Nordens Paris, har meget at byde på. En spændende og aktiv by med flere seværdigheder. Mest kendt er Ishavskatedralen med fornemme glasmosaikker og storslået udsigt. Vi besøger kirken straks ved ankomst til byen, og så kører vi til hotellet. Om aftenen er der ofte mulighed for at overvære en flot midnatssolskoncert i netop Ishavskatedralen.
Dag 4 - Harstad (M,A)
Landskabet, der ligger i læ bag fjeldene langs kysten, bliver frodigere og mere grønt. Vi følger flere elve, i dalbundene bliver de til søer, og højere oppe er de ganske små, men alligevel fossende med flere vandfald. Vi kører fra dal til dal ad veje, som oprindeligt blev bygget af den tyske krigsmaskine. Vi gør stop undervejs, ser navnestenen og meget mere, før vi når frem til Harstad. Det er en fin lille by med gågade, cafeer og forretninger. Og så er den base for den norske atlanterhavsflåde, ligesom den under krigen var et afgørende punkt på den tyske atlanterhavsvold. Lidt uden for byen ligger Trondenes gamle middelalderkirke og Trondenes Fort med verdens største landbaserede kanon, Adolfkanonen. Den blev bygget i 1943, har kaliber 40,6, en rækkevidde på 56 km med 1080 kg „kugler“. Hvis det er muligt arrangerer guiden udflugt til forsvarsanlægget med kanonen for interesserede. Men alle får en mulighed for at se kanonen fra søsiden og på lang afstand, når vi på dag 5 sejler forbi.
Dag 5 - Hurtigruten og Lofotens hovedby Svolvær (M,A)
Vi skal tidligt op for det meste af dagen at sejle med Hurtigruten til Svolvær på Lofoten, en lang række øer og fjelde, der ligger som en lille forpost drysset ud i Atlanterhavet. Lige uden for Harstad drejer skibet skarpt for at komme gennem et smalt og lavvandet sund. Vi lægger til kaj i Stokmarksnæs, hvor Hurtigruten blev grundlagt. Der er mulighed for at besøge et lille fint museum om Hurtigruten, hvis tidne tillader det under opholdet . Skibet fortsætter senere ind i det 20 km lange og meget smalle Raftsundet. Hele tiden kan man undre sig over, hvordan kaptajnen finder plads til det store skib gennem det smalle farvand. Fjeldvæggene kan man næsten nå med hænderne. De er flere steder 1000 m høje. Ofte tårner lodrette vægge sig op foran skibet, men pludselig efter et lille drej viser der sig åbninger mellem fjeldene, og vi glider elegant igennem. I godt vejr gør vi en afstikker ind i den utroligt smukke Trollfjorden. Den er kun 2 km lang og 100 m bred. Skibet må rotere om sig selv for at vende, og vi kommer helt tæt ind under fjeldvæggene - en både smuk og sælsom oplevelse.
Turen slutter i Lofotens hovedby Svolvær. Her kommer kuttere langvejs fra for at deltage i fiskeriet efter torsk. Lyset i Svolvær kan sammenlignes med lyset over Skagen, og byen har fået tilnavnet kunstnernes by, fordi kunstnere fascineres og tiltrækkes af det - og af byens farverige liv. Her bor vi to nætter.
Dag 6 - Lofoten (M,A)
Vi bliver på Lofoten, som på alle måder er en stor oplevelse. Dagen begynder med en tur ud i øriget, der strækker sig 140 km ud i Atlanterhavet. Lofoten præges af talrige små fiskerbyer i læ af høje klipper, fantastiske udsigter, kraftige havstrømme, fiskeriet og selvfølgelig, at vi er kommet til et område, hvor befolkningen gennem århundreder har tilpasset sig det barske klima. Et af dem er Eggum, der ligger udsat på kanten af Atlanterhavet med Grønland som nærmeste nabo mod vest. Vi besøger nogle af de små, men stadig aktive fiskevær, bl.a. Henningsvær. Her bliver der tid til en tur på havnen for at indsnuse den friske luft blandet med lugt af tjære og fisk. Undervejs på Lofoten overraskes vi flere steder af spændende skulpturer, der på smukkeste vis er passet ind i landskabet. Et sidste stop på turen gør vi ved Kabelvåg Kirke - Lofotkatedralen. Den er bygget i træ og rummer 1200 siddepladser. Så mange fiskere og deres familier boede her for godt 100 år siden. I dag er fiskerbyen hurtigt overset. Resten af eftermiddagen er på egen hånd til afslapning i Svolvær.
Dag 7 - Sejltur til Skutvik, Polarcirklen, Mo i Rana (M,A)
Vi skal igen ud at sejle. Denne gang til skærgårdsbyen Skutvik. Golfstrømmen når helt herind mellem Lofoten og fastlandet med varme og næring til fiskene, torskene, der er grundlag for en stor industri. Vi kommer- som på Lofoten - til at se „rorbuer“, små røde træhuse bygget på pæle i vandet. Her landes, saltes og tørres fiskene. Tilbage på fastlandet fortsætter vi sydpå mod Mo i Rana gennem storslået natur. Undervejs holdes pauser, bl.a. ved Fauske med det berømte lyserøde norske marmor. Inden vi kommer til Mo i Rana passerer vi Polarcirklen og stopper ved Polarcirkelcenteret, der viser udstillinger om samisk kunst og kultur. Mo i Rana er et handelscentrum med Moholmen, en gammel bydel på kanten af vandet med farvestrålende træhuse, der er sammen med skulpturen ”Havmannen” i havnen er en aftentur værd.
Dag 8 - Frodige skove, golde fjelde, store søer, rivende elve og fosser (M,A)
I dag kører vi mod Trondheim til hotelovernatning. På dagens rute ligger flere store fosser, og vi gør holdt ved en af dem og oplever naturens vældige kræfter. Senere kører vi langs den fiskerige Nams-elven, passerer ind gennem Mosjöen, og videre langs det smukke 42 km lange Snåsa-vatnet . Vi kommer til Steinkjer, hvor Jarl-brødrene Eirik og Svein i en periode efter slaget ved Svold regerede Norge. Steinkjer blev totalt ødelagt af tyske bombeangreb, men i dag er den en moderne by og stort handelscentrum. Vi gør flere stop, bl.a. ved kulturcentret i Stiklestad. Ved slaget her i 1030 blev kong Olav Haraldson slået af en bondehær. Slaget betragtes som overgangen fra vikingetid til middelalder. Olav blev senere helgenkåret som Olav den Hellige og stedet fejrer den dag i dag disse begivenheder hver sommer. Ruten går gennem smukke landskaber med frodige skove, golde fjelde, store søer, rivende elve og fosser. Vi bor to nætter i Trondheim.
Dag 9 - Trondheim (M,A)
Vi er hele dagen i Trondheim og går på opdagelse i byen. Vi skal på byrundtur til fods og skal se på bl.a. den gamle bybro, verdens eneste cykelhejs og den fornemme Stiftgård, der blev kongebolig i 1906 og vi kommer naturligvis også på besøg ved Nidaros Domkirke – Norges nationalhelligdom. Der bliver tid til rådighed. Man kan gå til Fisketorvet og spise en liter rejer på kajkanten eller sejle til Munkholmen, her sad Griffenfeldt fængslet i 18 år, ude i Trondheimfjorden eller bare slappe af. Guiden arrangerer tur for interesserede med bus til herregården Ringve, hvor Tordenskjold voksede op. Gården rummer i dag et musikhistorisk museum, hvor man på den guidede rundtur kan høre, at de gamle instrumenter stadig kan “spille“. En anden udflugt går til Trondheims fæstning Kristiansten med flot udsigt over fjorden, byen og Nidelven. Guiden planlægger rækkefølgen af dagens program og sørger samtidig for, at der bliver tid på egen hånd.
Dag 10 - Lillehammer og Ringebu stavkirke (M,A)
Vi forlader Trondheim og kører over Oppdal, Dovrefjel, Dombås og Otta til Lillehammer. En smuk tur over højfjeldet - Dovregubbens fjeld - med stor chance for at se rener undervejs. Turen bringer os gennem det meste af Gudbrandsdalen, hvor Henrik Ipsen og Edward Grieg fandt inspirationen til ”Peer Gynt”. Vi gør også et stop ved den smukke og velbevarede Ringebu Stavkirke. Dagens mål er olympiadebyen Lillehammer, der også er kendt for det store frilandsmuseum Maihaugen med langt over 100 huse, gårde og kirker bragt hertil fra Gudbrandsdalen. Vi bor en nat på hotel i Lillehammer.
Dag 11 - Oslo (M)
Bussen pakkes og turen i dag går langs den smukke sø Mjøsen forbi Hamar og videre til Oslo. Vi kører en kort byrundtur og ser rådhuset, slottet, Aker Brygge, Vigelandsparken mv., før vi får tid på egen hånd. Sidst på eftermiddagen for deltagere fra København og først på aftenen for jyske deltagere går vi om bord på færgerne i havnen midt i byen med Oslo’s nye og arkitektonisk fornemme operahus som nærmeste nabo. Vi sejler ud gennem Oslofjorden i solnedgangen og ankommer til Frederikshavn eller Københavns Havn næste morgen. Vi bor i indvendige kahytter, og aftensmad er ikke inkl. Der er mulighed for at købe udvendige kahytter med havudsigt - skal
bestilles sammen med rejsen.
Dag 12 - Hjemkomst (M)
Tilbage er kun det sidste stykke vej hjem i bussen ned gennem Jylland, eller stopper turen i Københavns Havn.
|