|
Oplev den betagende Hollyford Track på tre dages vandretur med en utroligt kompetent guide. Undervejs vil du blive meget klogere på flora, fauna, geologi og historie, for guiderne har en utrolig viden om området. På den 37 km lange tur passeres bl.a. de to højeste bjerge i Fiordland samt Hidden Falls og Lake McKerrow.
Du kommer både på en tur med jetboat på Hollyford River og på en flyvetur til Milford Sound. Der overnattes i dobbeltværelse på lodges med fine faciliteter.
Vandreturen dag for dag:
Dag 1: Queenstown - Pyke River Lodge
Vandredistance: 17 km
Vandreturen begynder med en bustur fra Queenstown, der går via TeAnau (hvor du i øvrigt også kan stå på) og et sykke ind i Hollyford Valley. Du kommer til at følge i fodsporene på de første opdagelsesrejsende langs floden til Pyke River Lodge. Undervejs fortæller guiden bl.a. om historien, der har udspillet sig i området, og om det spændende fugleliv, der både kan ses og høres. Om aftenen får du en ekstra oplevelse, når guiden tager dem, der har lyst, med gennem mørket, til et sted, hvor man kan se de lysende Sankt Hans-orme.
Dag 2: Pyke River Lodge - Martins Bay Lodge
Vandredistance: 12 km
Der er kun en kort vandring til Lake Alabaste, hvor du omgivet af det mest spektakulære sceneri får en introduktion til områdets geologi. Så krydses den længeste hængebro i Fiordland, og herefter kommer du på en fantastisk jetboatingtur på Hollyford River og tværs over Lake McKerrow til Jamestown - en historisk bosættelse ved søen, som man i 1860'erne forestillede sig skulle udvikle sig til en by. Men det blev kun til otte huse, og i 1870 var "byen" forladt! Vandreturen fortsætter gennem podocarp-skov, som omfatter arter som f.eks. rimu, kahikatea og totara, der hører til de ældste i New Zealand. Du kommer til sælkolonien ved Long Reef og er måske heldig også at se den sjældne gultoppede pingvin. Der overnattes på Martins Bay Lodge, som ligger næsten ude ved kysten.
Dag 3: Martins Bay Lodge - TeAnau/Queenstown
Vandredistance: 8 km
Igen benyttes jetboat som transportmiddel, når turen går ud til stranden ved Martins Bay, hvor du bliver mødt af et landskab med klitter og laguner. Tilbage på lodgen venter en fantastisk flyvetur over Milford Sound, og på flyveturen får du også et godt vue over Hollyford Valley og Mt Tutoko, der er det højeste bjerg i Fiordland. Efter den forrygende flyvetur går turen med bus tilbage til TeAnau eller Queenstown.
|
|